Numerologi i Berlingske

ARTIKEL FRA BERLINGSKE SAMT B.T


Jeg blev kontaktet af jounalist Maise Njor fra Berlingske - som gerne ville skrive en artikel om numerologi.


Foto fra avis
line vilstrup1
numerolog line vilstrup


LIVSSTIL

Hvad ville der ske, hvis du skiftede navn?

 

Af: MAISE NJOR, MANJ@BERLINGSKE.DK

Foto: Asger Ladefoged.


Når Christiane Schaumburg-Müller får et »Margueritte« sat på sit navn,

lægges der mærke til det. Men det er ikke kun de kendte, der går til numerolog

– mange mennesker skifter navn i håbet om at ændre deres livsbane.

Hvad går det i det hele taget ud på? Og virker det?!

 

Kan det virkelig passe, at man kan ændre sin livsbane, bare fordi man

skifter hele eller dele af sit navn ud? Nej, ville de fleste nok sige.


Men nu åbner vi lige vores sind og tager på en lille rejse for at finde ud

af, hvorfor de, der tror på numerologi, er overbevist om, at det hjælper. Vi

skal til Virum. Her bor Line Vilstrup, som er clairvoyant og numerolog.


I dag har hun besøg af Katrine, som gerne vil have et nyt navn, fordi hun

er træt af at være syg. Det har stået på længe, hun har lidt af mange

forskellige skavanker, og desuden har hun på fornemmelsen, at bruddet

med hendes sidste kæreste også kom, fordi hun var inde i en uheldig periode.


På forhånd har den 29-årige sygeplejerske givet Line sin fødselsdato og

sit fulde navn, og ud fra det har Line Vilstrup lavet nogle beregninger.


Vi har aftalt, at journalisten følger med på sidelinjen, men Line Vilstrup

kunne alligevel ikke dy sig for at lægge mit numeroskop, og det viser sig,

at Katrine og jeg har en del til fælles: Vi har tilsyneladende begge held i

penge – noget, ingen af os har bemærket, men man kan selvfølgelig

forestille sig, at det var gået endnu værre, hvis vi havde heddet noget

andet – og vi skulle også have en tendens til at være flyvske.


Det sidste bekræfter Katrine ivrigt og med flagrende arme ved at sige, at

hun f.eks. skal lægge bånd på sig selv for ikke at sms’e, mens hun kører

bil. Nu får Katrine udleveret tre stykker papir. På det ene er udregnet hendes

numeroskop, som det ser ud nu med hendes nuværende navn, et, hvor der

er lavet små ændringer og tilføjet et mellemnavn, og et hvor det meste er skiftet ud.


Tallenes betydning

Hvad numerologi præcis går ud på, er svært at forklare. Kort fortalt har

hvert bogstav et tal mellem et og ni, og tallene i dit navn lægges

sammen. Desuden indgår din fødselsdato. Ideen er, at alle har en

vibration – selv om den ikke er synlig for øjet.

»Vibration 1« er din grundenergi, og udregnes ud fra din fødselsdag.

»Vibration 2« er din navne-energi, og disse energier er ingredienserne for

dit numeroskop. Tallene udgør din samlede »tone« eller energi og viser

altså, hvilke svage og stærke sider, du har.

Når disse tal er udregnet, så ser man på dit fødselsår for at lave

»årstalsrækkerne«. Årstalsrækkerne illustrerer i grove træk begivenheder,

du løber ind i. Det er lidt som en vejrudsigt, der oplyser om gunstige

perioder og lavenergi-perioder for f.eks. kærlighed, boligkøb eller

jobskifte.


Og hvis man tænker, at det hele lyder som noget pjat, så er det i hvert

fald ikke nymodens pjat: Numerologi har i århundreder været en del af

både filosofisk og religiøs mystik – den græske filosof og matematiker

Pythagoras var angiveligt numerolog, ligesom der i den jødiske retning

Kabbala, som bl.a. Madonna er tilhænger af, indgår et element af

numerologi.


For bedre at kunne vurdere, hvilket navneforlag, der er bedst, skal vi

lægge os ned, og Line Vilstrup guider os gennem en meditation. Hun

lægger på skift de tre forslag på vores brystkasse, uden at vi kender

rækkefølgen.

Nu skal vi i vores sind gå ind i pyramider (tilsyneladende den mest brugte

boligform inden for al meditation …) og op ad trapper og ind ad døre og

ud i skibe, og der er også noget med lyset, vi skal lægge mærke til. Vi får

begge to meget forskellige fornemmelser, alt efter hvilket papir vi har på

brystet.


Og hvad skal man så lægge i det? Jamen, det er ikke til at sige. Og det

bliver ikke nemmere af, at jeg under meditationen får meget ondt i

venstre ben, og Line Vilstrup bagefter siger, at hun havde set en ældre

dame – måske min mormor – sætte sig på benet …


Det nye navn skal markere et skifte i livet

Som med meget andet er det ofte de kendte, der inspirerer os andre.

Skuespiller Christiane Schaumburg-Müller fik for nylig tilføjet navnet

Margueritte, ligesom TV-værten Marianne Dinesen for nogle år siden

ændrede sit fornavn til Mayianne, bokseren Johnny Bredahl Johansen

valgte at hedde Johny Wahid Johansen, og popsangeren Joey Moe

konsulterede en numerolog, før han fandt navnet til sin søn – »Elion

Phelix«.


I 2006 kom der en ny navnelov, som gjorde det nemmere og billigere at

skifte navn. Før kostede det lidt over 3.000 kroner, men nu er prisen

nede på 510 kroner. Om det er prisfaldet, der er skyld i det, vides ikke,

men der er en stigning i navneskift på et par hundrede hvert år. Sidste år

skiftede 1.560 mænd fornavn, mens man skulle råbe noget andet end

man plejede, når man kaldte på 2.640 for kvinder.


»Wow, jeg så en båd, der susede af sted!« siger Katrine efter

meditationen. Båden er et af symbolerne, vi skulle lægge mærke til. Og

ved at diskutere de forskellige symboler og deres betydning, når Line

Vilstrup og Katrine frem til, at den bedste løsning for hende er at få et

ekstra mellemnavn.

 

»Jeg er lillesøster, og vil altid føle mig som sådan i alle sammenhænge,

men jeg føler

mig også meget uheldig, og det har jeg ikke lyst til,« siger Katrine.


»Min kæreste og jeg skulle giftes, men gik så fra hinanden meget

pludseligt. Det var som om, der var nogle højere magter, der greb ind, og

nu vil jeg gerne selv tage styring over mit liv.«

Det koster hende 1.800 kroner at få en times seance, et numeroskop og

to efterfølgende samtaler med Line Vilstrup, men hvis det hjælper, så er

de penge godt givet ud, siger hun. Hun studerer listen med forslag til

mellemnavne, der sammen med hendes oprindelige navn skulle give de

mest gunstige forhold for hendes fremtid, og kaster straks sin kærlighed

på »Mynte«.


»Jeg vil helst ikke lave om på hele mit navn, for så ved jeg bare, at mine

venner og familie siger »hvad har du NU lavet!« Men jeg gider ikke være

den her person mere, og jeg føler at jeg står i stampe, så der skal ske

noget nu,« siger hun.


Line Vilstrup giver også mig en liste over mellemnavne, der ville være

gunstige, og blandt dem er: Alexandra, Beatrice, Brynhild, Dortea,

Fattima, Fjolla, Helen, Indianna, Jonne, Mwagale, Nuvin, Nælde, Nølle,

Piamarie, Portia, Pytte, Søsser, Tutte, Vignaram, Vienna og Zebrina.

Ikke umiddelbart tillokkende, men Line Vilstrup forklarer, at det vigtigste

er, at man ændrer sit navn i alle officielle henseender, altså hos

Folkeregistret, og så kan man egentlig fortsætte med sit gamle navn i det

daglige.



Tanken lyder helt fornuftig for Katrine, og stadig meget mærkelig for mig.

Line Vilstrup kan godt forstå, hvis folk stejler. Sådan havde hun det også

selv engang – indtil hun begyndte at lægge mærke til, at alle mennesker

vibrerer og udstråler energi.


»Jeg kan godt forstå, hvis folk er skeptiske.

Men som clairvoyant ser og mærker jeg energi og jo mere jeg læste om det,

jo mere gav det mening for mig, og så uddannede jeg mig til numerolog.«

»Hvis jeg skal forklare folk, hvad det går ud på, siger jeg, at man kan

sammenligne det med Den Store Bagedyst, hvor alle deltagere får

samme ingredienser, men resultaterne er forskellige. Hvert bogstav er en

ingrediens, men det er ikke alle, der har evnerne til at bruge

ingredienserne på samme måde.«

»Til syvende og sidst kan man korte det ned til, at hvis du føler, at du har

været offer for de samme ting i 20 år, så kan det være, at du skal

begynde at gøre noget nyt. Det kan ændring af dit navn hjælpe med.«

Katrine siger, at hun tror på numerologi, fordi hun er begyndt at lægge

mærke til, hvor meget det usagte betyder: »Nogle mennesker kan man

bare lide med det samme, og så er der nogen, hvor man automatisk er

på vagt.«

Hun vil gerne høre, hvor lang tid der går, fra hun ændrer navn, til hun kan

mærke ændringerne.

»Der går 14 dage til en måned, fra du officielt har ændret dit navn, til du

begynder at mærke forandringer. Så følger cirka et halvt års

renselsesproces, hvor du er lidt den gamle og lidt den nye person. Nogle

mennesker reagerer med at få udslæt eller ligefrem bylder,« svarer Line

Vilstrup, og Katrine og jeg ser bestyrtet på hinanden. Hun, ved udsigten

til bylder, og jeg, fordi tanken om en fysisk reaktion på et nyt navn er

mere, end jeg lige sådan kan kapere en tilfældig onsdag i Virum.


Dit navn bærer på en betydning

Hvorvidt de 37.630, der sidste år skiftede efternavn eller de 4.200, der

ændrede deres fornavn, har fået hudproblemer siden hen, er der ikke

lavet undersøgelser over. Men navneforsker på Nordisk

Forskningsinstitut på Københavns Universitet, Birgit Eggert, siger at der

er en klar forskel på, om man ændrer sit for- eller efternavn.

»Hvis man ændrer efternavn, er det ofte, fordi man bliver gift, mens det

er mere alvorligt og langt større at ændre sit fornavn. Der er jo ekstremt

meget identitet og selvfølelse i det, folk kalder dig.«

»Desuden kan der være rigtig mange konnotationer til et fornavn, og man

kan for eksempel sige, at det måske er nemmere at hedde Paprika

Steen, når du er skuespiller, end hvis du er bankdirektør. Nogle

mennesker er så med til at ændre de stereotyper, og vi har da f.eks. haft

en minister, der hed et af de navne, nogle ville kalde belastet, nemlig

Brian.«

Godkendelsen af navne ligger ude i sognene, men hvis folk har klager

over, at de ikke må hedde det, de ønsker, så ryger sagen videre til

Ankestyrelsen. Ifølge Birgit Eggert er der ikke lavet optegnelser over,

hvad folk skifter fra og til, og heller ikke om det skyldes, at folk har været

hos numerolog.

»Jeg ved ikke hvad jeg skal tro om numerologi, men når det er sagt, så kan jeg

sagtens forstå, hvis folk har behov for at ændre deres navn. Måske

synes man, at man er en helt anden, end ens navn giver associationer til

– og jeg er med så langt, at jeg tror, at det kan hjælpe en, hvis man får

det navn, man synes passer bedst til en,« siger Birgit Eggert.

»Jeg dømmer ingen, men jeg kan da godt nogle gange tænke, at folk

vælger nogle mærkelige navne,« siger Line Vilstrup. Hun har selv heddet

et par forskellige mellem- og efternavne, og hun har også skiftet navn på

sin søn fordi hun kunne mærke, at han ikke trivedes, bekymrede sig

meget, havde let til tårer og ikke var glad.

»Det hjalp med en ny stavemåde af fornavnet og nogle mellemnavne,

som balancerede ham mere. Og der er sket en klar stigning i antallet af

forældre, der kommer til mig for at få lagt deres barns numeroskop, fordi

de har problemer.«

Hun fortæller, at nogle energier kan give problemer i nogle livsfaser, og

ikke i andre – f.eks. er den, der hedder »11/2«, en lidt barnlig energi, og

den er fin at være født med, men hvis du får den senere i livet – f.eks.

hvis du bliver gift og derfor skifter navn – så kan det være hårdt for dig i

din dagligdag.

Syvtallet er angiveligt som en telefon til himlen, og så er man i god

kontakt med det spirituelle.


Katrine og jeg farer op med al vores flyvske energi som to undulater i

tordenvejr, og får lige bagtalt de der 3’ere som har styr på tingene lidt mere.

Det begynder at være sjovt, det her! Men der er selvfølgelig ingen, der ændrer deres navn for sjov.


Seancen i Virum er ovre. Line Vilstrup siger til Katrine, at hun skal gå

hjem og lægge sine papirer under hovedpuden, og bogstaveligt talt sove

på oplevelsen. Det er en vigtig beslutning at skifte navn, så det skal være

velovervejet.

»Og husk, du må ikke ændre dit navn, før du har ringet til mig og

dobbelttjekket,« siger hun, da Katrine er på vej ud af døren.

Gratis meditation


Når du tilmelder dig Spir-listen får du en gratis meditation med det samme. 

Navn:
E-mail:

Kalender oversigt

Se næste ledige tid

 

Copyright © All Rights Reserved: Line Vilstrup

CVR nr. DK33590008